Her finder du en liste over de personer, der medvirker i bøgerne, opdelt efter hvilken bog, vi først møder dem i. Jeg vil anbefale, at du ikke læser dette persongalleri før du er færdig med en bog – beskrivelserne kan nemlig røbe noget af handlingen.
Mordet i Elverskoven
Anna er en viljestærk og livsglad pige. Efter sin fars død voksede Anna op på børnehjemmet i Jyss, inden hun blev adopteret af enkefru Kerstin. Kerstin styrede sit hjem med hård hånd, men Anna nægtede at lade sig kue. Anna elsker eventyr og taler tit før hun tænker.
Anna er 17 år, da fortællingen begynder.
I skarp kontrast til Anna er Erik mere tilbagetrukket og tænksom. Hans barndom har foregået på farten sammen med Anke og Larus, som han indtil midt i bogen troede var hans forældre. Men Erik er ikke menneske, han er troldmand. Og han må kæmpe en daglig kamp for at holde fast i sin menneskelige side og ikke give efter for skyggens destruktive side.
Erik er 17 år, da fortællingen begynder.
Sigrid er ligesom Anna vokset op på børnehjemmet og senere hos enkefru Kerstin. I modsætning til sin lidt ældre adoptivsøster er hun mere forsigtigt anlagt. Hun er også meget omsorgsfuld og forsøger at passe på alle omkring sig. Sigrid drømmer om at finde kærligheden og få sig en familie - noget, hun aldrig selv har haft.
Sigrid er 15 år, da fortællingen begynder.
Sasja er Annas bedste veninde. Hun er i færd med at overtage byens bagerbutik fra sine forældre. Hos hende kan man altid få lunt brød og dagens sladder. Hun har både mand og en søn, Samuel, som er to år gammel, da Anna møder Erik og hans forældre på markedet.
Sasja er 18 år, da fortællingen begynder.
Kerstins mand, handelsmanden Gargelius, var meget succesfuld. Men på en handelsrejse blev han sparket af sin hest og døde af sine kvæstelser. Det var denne tragiske hændelse, der fik Kerstin til at adoptere først Anna og senere Sigrid. Kerstin er vant til at få sin vilje og styrer sit hjem med hård hånd. Samtidig er hun ved at blive en gammel kone allerede da vores historie starter.
Anke er eventyrer, og sammen med Larus har hun rejst verden rundt i deres søgen efter sagnvæsner. Hun er både en glimrende kok og erfaren urtekone. Til stor sorg for både hende og Larus kan hun ikke få børn. Så da hun finder Erik som spæd, forladt i skovbunden, er hun nødt til at tage ham med og opfostre ham som sin egen.
Larus er Ankes mand og Eriks adoptivfar. Han er en mand af få ord, med mindre du kan få ham til at tale om sin store passion: Gamle sagn og overleveringer. Han har, ligesom Anke, brugt en stor del af sin ungdom på det kongelige bibliotek i Arrarôs.
Gelas er elver og har derfor eksisteret siden verdens skabelse; Den Første Morgen. Ligesom sine slægtninge lever Gelas efter et strængt æreskodeks og tager det meget alvorligt, når han lover noget. Han er meget fascineret af mennesker og livet uden for elvernes skov, altid glad og optimistisk af sind.
Draganas er elver og Gelas' bofælle. I løbet af fortællingen sker der det tragiske, at Draganas besættes af en skygge og ender som den allerførste elver-version af en troldmand.
Lecia er elver, og en meget stolt én af slagsen. Hun deler ikke Gelas' fascination af menneskene, men giver sig fuldt og helt til elvernes hverv: At beskytte Megistrélen og dermed Verdensbalancen.
Mesaan er elvernes overhoved. Han sørger for, at elvernes lange traditioner holdes i hævd og at ingen forbryder sig mod fællesskabet eller deres ærefulde hverv.
Mosenrat er troldmand og Eriks biologiske far. Han har viet sit liv til at overvinde elverne og opnå kontrollen over Megistrélen, som han mener er troldmændendes retmæssige ejendom, og han skyr ingen midler for at opnå sit mål. Desværre holder ukendte kræfter ham fanget i skoven uden for Jyss, så han må vente med tålmodighed på at chancen for hævn byder sig.
Meguna er troldkvinde og Eriks biologiske mor. Hun blev dræbt af Mosenrat dengang Erik var spæd.
Andrails Tjenere
Maude er Jermaines kone og leder af pigerne på Andrail. I sine unge dage rejste hun rundt som sigøjner, og hun er en meget talentfuld danser. Hun har en rolig væremåde og et varmt smil, der smitter af på hendes omgivelser.
Jermaine er Maudes mand og leder af Valdracus private hær. Han har brugt en del år i kongens hær i sin ungdom, men hans store passion er snedkergerningen.
Liva er Stellas tvilling og én af pigerne i østfløjen. Hendes spinkle bygning og forsigtige smil minder Anna om Sigrid. Liva forsøger at finde de små glæder i livet som Valdracus slave og forsøger ellers at lade være med at gøre sig uheldigt bemærket.
Stella er Livas tvilling og hører til i vestfløjen. I modsætning til sin søster, har livet på Andrail gjort Stella kold og kynisk. Hun har mærket på egen krop, hvad der sker, når man ikke følger reglerne og hun har ikke tænkt sig at opleve det igen.
Agate er én af pigerne i østfløjen. Hun gør en ære i at følge slottets regler og ser det som et privilegie at kunne hjælpe andre med også at følge dem. Hun føler, hendes liv har fået mål og mening efter at hun blev bortført til Andrail sammen med sin bror Remus, og hun nyder at være en del af slottets fællesskab.
Marla var én af pigerne i østfløjen indtil for ganske nylig. Hun brød én af slottets allerstrengeste regler og var sammen med sin forlovede, Arkibald, under deres første møde i Genforeningssalen. Da hun fandt ud af, at hun var blevet gravid, forsøgte hun at flygte, men det lykkedes hende ikke at slippe væk fra Valdracu.
Arkibald var et medlem af Valdracus hær indtil han og Marla blev straffet for at have overtrådt reglerne i Genforeningssalen. Siden dengang er han blevet holdt i Valdracus fangekælder, overladt til sig selv, mens han langsomt mister forstanden.
Vilhi er ung og krigslysten og har store ambitioner om at nå til tops i Valdracus hær. I modsætning til de fleste andre på Andrail har han selv opsøgt Valdracu for at blive en del af Andrails private styrker, og han har hurtigt fået de to mænd Andrelei og Knosos bag sig.
Valdracu er troldmand og greve af Andrail. Han startede som landevejsrøver på handelsruten mellem Mesa og Arrarôs, men fik hurtigt større ambitioner. Han elsker vin, dans og opfinder gerne nye måder at afstraffe sine undersåtter på.
Kampen for Verdensbalancen
Malor er en troldmand, der udnytter sine overlegne kræfter til at gøre lige, hvad der passer ham. Han anser sig selv til at være en del af en overrace og har derfor ingen problemer med at tvinge mennesker til at føje hans mindste vink.
Dødsguden Mortuo er en meget alvorlig og eftertænksom person. Han har påtaget sig opgaven at støtte og berolige verdens skabninger, når de ligger på dødens rand. I Gudernes rige fortrækker han ofte til skoven og undgår kontakt med de andre Guder.
Som datter af Helia er Nova det allerførste Gudebarn, der nogensinde har eksisteret. Ikke engang Helia ved, hvordan Nova er blevet til. Helia behandler hende ikke godt, så hun gemmer sig ofte ude i skoven og har et nært forhold til Mortuo. Hun er et naturtalent, når det kommer til skabelse.
Skæbnesgudinden Sheeryn var kendt for at være den mest talentfulde til at rejse i tiden. Men de mange tidsrejser blev til sidst for meget, og hun endte med at blive plaget af voldsomme syner. Sheeryn forlod Gudernes by og er ikke blevet set i mange år.