Om forfatteren

  • Navn: Mette Østergaard Filsø
  • Alder: 33 år
  • Bor i: Vejle
  • Uddannet: Ph.d. i kemi
  • Arbejder som: Kemiker/projektleder ved Eurofins Miljø

Jeg har altid læst meget. I folkeskolen boede jeg nærmest på skolebiblioteket, og min lærer kunne finde på at sende mig uden for døren – for at give mig ro til at læse.

Jeg har også altid skrevet meget. Digte, tegneserier, aviser, noveller, og talløse indledninger til bøger, der aldrig kom videre. Min dansklærer har engang taget mig i at pille ved margenerne i word, så der kunne stå mere på hver side, når jeg skrev dansk stil.

Min rejse mod udgivelse startede i folkeskolen, hvor jeg skrev første udgave af Mïnas Fortælling, der senere blev til Dragebjergenes Hemmelighed. Manuskriptet blev omskrevet lige så mange gange, som jeg fik afslag fra forlag – og det var mange gange. Heldigvis for det, for mit sprog udviklede sig hele tiden. Og den dag i dag ville jeg aldrig have turdet sende mit første udkast ind til vurdering.

Jeg er heldigvis omgivet af kloge, rare, kritiske og støttende mennesker, som hjælper mig med mit forfatterprojekt. Det er guld værd, for jeg kan ikke klare det alene.

Det er som at være hovedpersonen i mit helt eget forfatter-eventyr. Og det er jo egentlig ret spændende.

Mette